Ny kommuneplan i høring

Holbæk Kommune har sendt en ny kommuneplan i høring, der lægger op til kraftig forøgelse af udnyttelsesgraden i bl.a. Vipperød. I relation til Arnakke, hænger det dårligt sammen med den kommunalpolitiske beslutning fra december 2021, hvor en samlet kommunalbestyrelse stemte for at værne om det eksisterende miljø.

Den nye kommuneplan kan ses på nedenstående adresse, hvor der også er mulighed for at indsende høringssvar:

https://kommuneplan2024.holbaek.dk

Planklagenævnet ophæver Holbæk Kommunes afgørelse

Planklagenævnet har d.d. onsdag den 3. juli 2024 ophævet Holbæk Kommunes afgørelse om, at det ønskede byggeri på Sandbakkevej 56, 4390 Vipperød ikke er lokalplanpligtigt, og byggetilladelsen er således annulleret.

Planklagenævnet skriver afslutningsvis således:

Planklagenævnet ophæver Holbæk Kommunes afgørelse af 14. marts 2024 om, at opførelse af 8 andelsboliger på ejendommen Sandbakkevej 56, Arnakke, 4390 Vipperød, ikke er lokalplanpligtigt, samt afgørelse om, at projektet er i overensstemmelse med lokalplan nr. 50.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. § 4 i lov om Planklagenævnet.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 3, stk. 3, i lov om Planklagenævnet. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. § 3, stk. 4, i lov om Planklagenævnet.

Byggetilladelse

Holbæk kommune valgte torsdag den 14. marts 2024 at give byggetilladelse til opførelse af 4 store dobbelthuse. Vi mener dog, at der stadig er mange uafklarede forhold, herunder blandt andet:

  • Tilladelsen gives til tæt/lavt byggeri på trods af, at Kommunenplanen dikterer åben/lav bebyggelse. Dobbelthuse er jvf. bygningsreglementet defineret som værende tæt/lav bebyggelse – dette vel at mærke uanset bebyggelsesprocenten.
  • Tilladelsen gives efter den nuværende Lokalplan 50, selvom en samlet kommunalbestyrelsen har besluttet at der skulle oprettes en ny lokalplan med øget borgerinddragelse.
  • Formålet i Lokalplan 50 er tydeligvis at undgå tæt byggeri og respekt for eksisterende miljø. Det nye byggeri bryder med dette formål og tilfører en ny boligtype til området.
  • Kommunen anser ikke støttemure på en meter grænsende til nabogrunde for at være et problem i forhold til indkig til naboejendomme, og kommunen har ikke vurderet de berørte naboer som værende part.
  • Administrationen giver tilladelsen ud fra tegninger, der er forkerte i forhold til matrikelkort, og har derved ikke styr på, om der bygges på nabogrund. Administrationen anfører blot, at det er et privatretligt spørgsmål mellem bygherre og ejer af nabogrunden.
  • I byggetilladelsen anfører administrationen, at der har været mange (20 indsigelser). Disse indsigelser har man valgt at se bort fra i helhedsvurderingen.

Klage sendt til Ankestyrelsen

John Harpøth, Ny Holbæk, har den 14. juni 2023 fremsendt klage over Kommunalbestyrelsens afvisning af initiativsagen vedrørende nedlæggelse af et § 14-forbud mod opførelsen af de 4 dobbelthuse som supplement til eksisterende bolig på Sandbakkevej 56, 4390 Vipperød.

Klagen kan læses i sin helhed på Ny Holbæks hjemmeside.

Massakren fortsætter …

Morgen, 6. juni 2023.
Eftermiddag, 6. juni 2023.

Tirsdag den 6. juni 2023 var manden med motorsaven tilbage, denne gang måtte det store, gamle træ midt på ejendommen lade livet, da han sammen med en ældre mand lagde det ned. Det endte med, at Politiet blev tilkaldt, da den ældre mand blev fysisk over for en af tilskuerne, da denne ville dokumentere misdåden.

Hærværk og selvtægt?

Om morgenen Grundlovsdag 2023 iværksatte ejeren af ejendommen Sandbakkevej 56 fældning af fire af de høje og karakteristiske træer på ejendommen.

Da manden med motorsaven havde fældet to af de fire træer, blev han af de fremmødte og rystede beboere oplyst om, at han var i færd med at forbryde sig mod den gældende lokalplan, og at han dermed begik en potentielt strafbar handling. Denne viden til trods, fortsatte han sit arbejde, indtil alle fire træer lå ned. Herefter forlod han i hast matriklen.

Lokalplan 20.25 trukket tilbage

Lokalplan 20.25 var tirsdag aften på dagsordenen i Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling. Udvalget skulle tage stilling til, om lokalplansforslaget skulle sendes i offentlig høring.

Udvalget besluttede ikke at sende lokalplansforslaget i offentlig høring.

Beslutningen blev i stedet udsat, “idet der ønskes yderligere dialog med udvikler og borgere i lokalområdet.

Vi ser frem til det fortsatte samarbejde med Holbæk Kommune omkring udviklingen af en lokalplan, der lever op til den enstemmigt vedtagne politiske beslutning fra den 15. december 2021:

Idet det lægges til grund, at lokalplanlægningen gennemføres under hensyntagen til det nuværende miljø, foreslår alle partier i kommunalbestyrelsen, (og liste), at der udarbejdes en ny lokalplan for området i Arnakke til erstatning for den nugældende lokalplan. Den nye lokalplan skal både tilgodese kommunens bestræbelser på at styrke inddragelsen af lokalområderne og fremme realiseringen af boligstrategien ved at fastholde muligheden for etablering af forskellige typer boliger i området uden at medføre ændring i det bestående miljø.

Initiativsagen vedr. nedlæggelse af § 14-forbud fjernet

På kommunalbestyrelsesmødet den 26. april 2023 var der et større fremmøde på tilhørerpladserne end normalt. Flere af tilhørerne var mødt op for at se og høre de folkevalgtes behandling af punkt 92:

Initiativsag fra John Harpøth (UP) – beslutning om at nedlægge et § 14-forbud i forbindelse med byggeri på Sandbakkevej i Arnakke

Til de fremmødtes store overraskelse indledtes kommunalbestyrelsesmødet med, at borgmester Christina Krzyrosiak Hansen informerede om, at punktet ville blive taget af dagsordenen, da en behandling af sagen if. Holbæk Kommune samt en ekstern advokat havde vurderet, at behandling af punktet ville være ulovligt.

Der blev stemt om fjernelsen af punktet, og resultatet blev:

Tvivl omkring den juridiske vurdering

Til orientering kan det oplyses, at modstanderne af byggeprojektet selv har haft en uvildig jurist til at se på lovligheden og muligheden for nedlæggelse af et § 14-forbud, og her er konklusionen den modsatte, nemlig at kommunalpolitikerne lovligt og risikofrit kunne have behandlet initiativsagen og nedlagt et § 14-forbud, så sagen kunne blive undersøgt til bunds.

Til trods for den nedslående besked, blev borgerne fra Arnakke Landsby siddende, og da man flere timer senere nåede frem til punkt 92, blev det muligt for tilhørerne at kommentere fjernelsen af punkt 92. Da ingen var informeret om, at punktet ville blive taget af dagsordenen, var der kun en enkelt af tilhørerne, der i løbet af mødet formåede at samle tankerne og ønskede ordet. Mie Thustrup ytrede kritik og skuffelse over sagsbehandlingen og efterlyste den juridiske dokumentation for fjernelsen af punkt 92. Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen lovede, at dette ville søges fremsendt snarest og undskyldte over for borgerne.

I skrivende stund afventer vi at modtage såvel Holbæk Kommunes egen juridiske vurdering, den eksterne advokats vurdering samt sagsbeskrivelsen, som advokaten har behandlet sagen på baggrund af.

Der er sideløbende ansøgt om aktindsigt iht. Forvaltningslovens § 9 i såvel byggesagen som den kommende lokalplan 20.25.

Striden om byggeri af dobbelthuse fortsætter

I december 2021 vedtog en enig kommunalbestyrelse, at ny lokalplan for Arnakke skulle udarbejdes med øget borgerinddragelse som pilotprojekt. Der var ligeledes enighed om, at den oprindelige byggeansøgning vedr. opførelse af fire dobbelthuse som supplement til eksisterende bebyggelse på Sandbakkevej 56 ikke umiddelbart kunne godkendes efter gældende Lokalplan 50.

Til stor overraskelse har det vist sig, at administrationen sideløbende med arbejdet omkring den nye lokalplan for området, har samarbejdet med investor omkring tilpasning af byggesagen.

I januar 2023 modtager administrationen en ny byggeansøgning med et nærmest identisk projekt. Efterfølgende oplyser administrationen, at de agter at give tilladelse til byggeriet med hjemmel i den gamle lokalplan 50. 

På baggrund af dette har John Harpøth fremsat initiativsag om nedlæggelse af § 14-forbud på kommunalbestyrelsesmødet den 26/4 2023, pkt. 92, for at sikre, at evt. kommende byggeri skal godkendes efter den nye lokalplan.

Initiativsagen er tilgængelig på dagsordener.holbaek.dk og kan endvidere læses i sin helhed her:

initiativsag-2023-04-24

Sandbakkevej, Arnakke