Ny lokalplan skal tilvejebringes

Til det fremsatte § 14-forbud var der forinden kommunalbestyrelsesmødet den 15. december 2021 udarbejdet et ændringsforslag som samtlige partier og liste havde tilsluttet sig.

Ændringsforslaget lyder, at der for hele Arnakke skal udarbejdes en ny lokalplan, der både skal sikre bevarelsen af lokalsamfundet og udvikling. Det blev af John Harpøth, Dansk Folkeparti bemærket, at lokalplanen skal udarbejdes, så ny bebyggelse opføres som åben lav bebyggelse. I modsat fald skal kommuneplanen tillige revideres.

Ændringsforslaget:

Idet det lægges til grund, at lokalplanlægningen gennemføres under hensyntagen til det nuværende miljø, foreslår alle partier i kommunalbestyrelsen, (og liste), at der udarbejdes en ny lokalplan for området i Arnakke til erstatning for den nugældende lokalplan. Den nye lokalplan skal både tilgodese kommunens bestræbelser på at styrke inddragelsen af lokalområderne og fremme realiseringen af boligstrategien ved at fastholde muligheden for etablering af forskellige typer boliger i området uden at medføre ændring i det bestående miljø.

Beboerne i Arnakke Landsby ser frem til arbejdet med tilvejebringelsen af en ny lokalplan for området, og vi glæder os til at indgå i en åben og konstruktiv dialog omkring områdets fremtidige udvikling.

Beslutningsreferat: Initiativsag – Nylokalplan for arnakke

Muligt § 14-forbud

Dansk Folkeparti har fremsat forslag om nedlæggelse af et § 14-forbud for byggeriet på Sandbakkevej 56, 4390 Vipperød.

Punktet behandles på kommunalbestyrelsesmødet i dag den 15. december:

Læs mere her: Initiativsag O – beslutning om nedlæggelse af forbud mod, at der meddeles tilladelse til opførelse af ansøgt byggeri på adressen Sandbakkevej 56, Vipperød

Se mødet: Livestream via Kommune TV kl. 18.00. Transmissionen begynder ca. 10 min. før.

Velkommen til Sandbakkevej.dk

Denne hjemmeside er lavet for at udbrede kendskabet til samt informere omkring modstanden mod det planlagte byggeprojekt på Sandbakkevej 56, Arnakke, 4390 Vipperød.

Sagen kort:
Som supplement til den eksisterende bolig på grunden på 3.429 kvadratmeter ønsker investor at opføre fire dobbelthuse i moderne materialer og farver med tilhørende parkeringspladser, stisystemer, plads til affaldshåndtering, en større jordregulering af det skrånende terræn, nedrivning og ombygning af eksisterende bebyggelse samt fjernelse af karakteristiske træer.

Dobbelthusene planlægges opført som andelsboligforening, alternativt som udlejningsejendom.

Naboerne er modstandere af projektet, der strider mod såvel hensigten med Lokalplan 50 samt flere paragraffer i denne.

Det er væsentligt at bemærke, at der ikke generelt er modstand mod byggeri og udstykning i området. Byggeri og udstykning skal bare foretages i overenstemmelse med lokalplanen, så områdets karakter bevares.

Sandbakkevej, Arnakke